Cimber Sterling dropper service

Cimber Sterling med hovedsæde i Sønderborg følger nu lavprisselskaberne. Selskabet kræver nu ekstra betaling for bagage og dropper servering på flyene som en del af billetprisen.

På indenrigsfly bliver der ingen servering, og på udenrigsfly skal passagererne betale særskilt for mad og drikke.

Selskabet begrunder med henvisning til en meningsundersøgelse fra analysebureauet Userneeds den manglende service med, at danskerne går efter den lavest mulige billetpris.
 
- Næsten syv ud af ti danskere svarer således, at en lav pris på flybilletten er det vigtigste, når de vælger flyselskab. Til sammenligning er det kun to ud af ti, der nævner servering om bord, og at bagage kan tages med uden ekstra betaling som det vigtigste, siger kommunikationschef Signe Thorup, Cimber Sterling.

Cimber Sterling vil kræve 50 kroner pr. kuffert ud over håndbagagen.

Cimber Sterling kæmper hårdt for at overleve som flyselskab i hård konkurrence som især lavprisselskabet Norwegian.