Cimber Sterling nedjusterer kraftigt

Flyselskabet Cimber Sterling må nedjustere forventningen til året kraftigt efter et hårdt tredje kvartal. Samtidig skæres der 10 procent ned i lønningerne.

De hårde tider i luftfartsbranchen får nu selskabet Cimber Sterling til at nedjustere forventningen til regnskabet. I stedet for et underskud af den primære drift på 60 millioner kroner er der nu udsigt til et underskud på mellem 200 og 220 millioner kroner.

Omsætningen ventes også at lande ca. 130 millioner kroner lavere end forventet, så man nu venter en omsætning på mellem 1,55 og 1,6
milliarder kroner.

Antallet af passagerer i tredje kvartal var godt nok 60 procent højere end året før, men lå stadig lavere end forventet. Samtidig er omsætningen pr. passager helt i bund.

Nedjusterer produktion

Selskabet forventer, at bunden er nået, og at man i 2010-11 kan nå et resultat af primær drift, der lander mellem et overskud på 30
millioner kroner og et underskud i samme størrelse.

Cimber Sterling oplyser samtidig, at man har indgået aftale med de ansatte om kraftige besparelser. Personaleomkostningerne skæres ned med 10 procent over det kommende år via lavere lønninger.

- Jeg er stolt af at stå i spidsen for et selskabet, hvor medarbejderne så engageret bakker op, siger Jacob Krogsgaard, adm. direktør hos
Cimber Sterling.

Som følge af den hårde konkurrence vil selskabet reducere sin produktion til at omfatte 23 fly mod forventet 28, oplyser Cimber Sterling.