Cimber Sterling overtages af Mansvell

Flyselskabet Cimber Sterling bliver nu overtaget af investeringsselskabet Mansvell med ukraineren Igor Kolomojskij i spidsen.

Det sker, efter at parterne har indgået en aftale om tilførsel af ny kapital. Mansvell forpligter sig til at købe 110,5 millioner nye aktier for et samlet beløb på ca. 165 millioner kroner. Tegningskursen er på 1,50 kroner pr. aktie til en nominel værdig på én krone.

Dermed bliver Mansvell ny majoritetsaktionær med en ejerandel på ca. 70 procent. Det betyder, at Mansvell skal afgive købstilbud til de øvrige aktionærer, medmindre man kan få en særlig dispensation fra Finanstilsynet.

Cimber Sterling og Mansvell har igennem nogen tid forhandlet om en aftale. Mansvell har for nylig købt det svenske selskab Skyways og City Airline i Göteborg.

Egenkapital tabt

Aftalen med Mansvell kommer på et tidspunkt, hvor Cimber Sterling står på randen af kollaps. Selskabets egenkapital er tabt, må selskabet konstatere i forbindelse med udarbejdelsen af selskabets årsrapport.

Den aftale, der i marts blev indgået med selskabet Gem Global Funds om at kunne trække på ny kapital, vil ikke være nok til at sikre den nødvendige likviditet. Man venter heller ikke på kort sigt at kunne opnå yderligere kredit hos hverken banker eller andre kilder, fremgår det af en meddelelse fra Cimber Sterling.

Cimber Sterling har for et par uger siden indgået en foreløbig aftale med Mansvell, og den er nu blevet konfirmeret.

En række større aktionærer, der samlet ejer ca. 46 procent af selskabets aktiekapital, har forpligtet sig til at stemme for den nye aktieemission, der skal sende aktier til Mansvell.

Mansvell vil fortsat holde Cimber Sterling på Københavns Fondsbørs. Man ønsker desuden, at så mange som muligt af de nuværende aktionærer fortsætter som aktionær.

Det er Mansvells intention at skabe et førende regionalt nordisk luftfartsselskab ved at kombinere Cimber Sterling med de svenske operationer.

Cimber Sterling har 850 medarbejdere, hvoraf de omkring 200 arbejder i Sønderborg.