Cimber Sterling under hård kritik

Norwegian Air overvejer retssag mod Cimber Sterling med hjemsted i Sønderborg for dokumentfalsk og brud på markedsføringsloven. Samtidig rettes der stærk kritik af ledelsesstilen i Cimber Sterling fra både headhuntere og danske småaktionærer.

Chikane

Medarbejdere i Cimber Sterling har deltaget i en chikane af konkurrenten Norwegian Air ved at købe hundreder af billetter under falske navne. Det har kostet administrationen i Norwegian Air to dages arbejde med at sortere billetterne.

Forkert signal

- Det er et helt forkert signal at sende at chikanere en konkurrent, og man spørger sig selv, hvad det næste, som organisationen i Cimber Sterling kan finde på, er, siger Charlotte Lindholm, der er formand for Dansk Aktionærforening, til dagbladet Børsen.
Hun råder Cimber Sterling til straks at lægge afstand til eventuelle flere »løstgående missiler« i organisationen.

Anders And

Tirsdag kom det frem, at i hvert fald seks medarbejdere havde bestilt over 650 billetter til én krone stykket hos konkurrenten Norwegian.
Billetterne, som aldrig blev anvendt, var bestilt i navne som Anders And, Fedtmule og Dronning Margrethe.