Det danske lavprisselskab Cimber Sterling venter nu et endnu større minus på bundlinjen, når regnskabsåret er omme.
Selskabet nedjusterer forventningerne til indtjeningen i 2011 - nu ventes et underskud på op mod 200 millioner kroner.
Det oplyser Cimber Sterling i en fondsbørsmeddelelse.
Det er markedssituationen i luftfartsindustrien, der presser selskabet, som derfor nu vil gøre en indsats for at få skaffet nogle flere penge i kassen.
- Den fortsatte overkapacitet i luftfartsindustrien og den deraf følgende lave rentabilitet gør, at selskabet skal have styrket sit kapitalgrundlag, skriver Cimber i meddelelsen.
Flyselskabet oplyser, at det har modtaget positive interessetilkendegivelser fra "en række potentielle investorer" og drøfter mulighederne for en kapitaludvidelse med dem.