Cimbers personale rækker selskabet en hånd

Cimber Sterling-ansatte er klar til at række selskabet en hjælpende hånd for at trække det fri af den alvorlige krise i luftfartsbranchen.

En ny spareplan i luftfartsselskabet Cimber Sterling skal være med til at ruste det trængte selskab til at overleve en hård konkurrencesituation. Omkostningerne til personale skal ned med 10 procent et år frem.

Trods beskæringen, som skal vedtages først blandt de ansatte, mener de kabineansattes formand, Thomas G. Plougheld, at der fortsat vil være tale om rimelige vilkår.

- Der er ikke tale om, at der bliver skåret i lønnen. I stedet er der tale om en række små faktorer, som skal give besparelsen, forklarer Thomas G. Plougheld.

Han kan ikke nærmere forklare, hvor besparelsen skal hentes, fordi de ansatte endnu ikke har fået besked. Men overordnet er der tale om en form for særlige goder, som de ansatte må vinke farvel til i en periode.

Klarer tingene lokalt

Thomas G. Plougheld siger, at man i selskabet gennem tiden har kunnet klare tingene lokalt, og at man ved, hvornår man skal hjælpe for at få selskabet igennem en krise.

- Selv om størstedelen af vores produktion sker fra Kastrup, har vi dybe rødder i den sønderjyske muld. Vi ved, hvornår det er tid at træde til, siger han.

Ifølge de kabineansattes formand ligger selskabets personaleomkostninger i dag på linje med konkurrenten Norwegian. Dermed vil man over det kommende år formentlig kommer til at ligge lavere.

Ledelse ned i løn

Selskabets ledelse går ned i løn nu, og bestyrelsen får sit honorar beskåret. De administrative medarbejdere ventes også at bidrage.

- Jeg er stolt af at stå i spidsen for et selskab, hvor medarbejderne så engageret bakker op, siger Jacob Krogsgaard, adm. direktør hos Cimber Sterling.