Clinton på indkøb i Sønderborg

Bill Clinton var onsdag aften på strøgtur i Sønderborg, hvor han bl.a. så dansk design. Af sikkerhedshensyn blev han kørt rundt i byen, hvor der var mange nysgerrige i gadebilledet.

Ekspræsidenten ankom i privatfly fra Florida og landede i Sønderborg Lufthavn omkring klokken 14.30 og tog straks til sit hotel, hvor Bill Clinton tog sig god tid til at hilse på de ventende fans og autograf-jægere.

Efter nogle timers afslapning på hotellet kom den populære ekspræsident igen ud og tog på indkøb i Sønderborgs centrum, hvor han bl.a. kikkede på danske designmøbler i Juhls Bolighus - stadig fulgt af mange nysgerrige, inden han tog til Alsion for at være hovedtaler ved CSR Awards 2012.

Bill Clinton forventes at forlade Sønderborg omkring midnat og flyver direkte tilbage til USA.