Coli-bakterier betyder badeforbud på populær strand

Der er målt for høje værdier af e-colibakterier i badevandet ved Flovt Strand ved Lillebælt sydøst for Haderslev. Det betyder, at al badning indtil videre frarådes.

Badegæster må i det næste stykke tid gå uden om Flovt Strand. Haderslev Kommune har målt for mange e-colibakterier i vandet, og det betyder, at der indtil videre ikke må bades ved stranden. Det blå flag er taget ned, og der vil i dag blive sat et skilt med op med, at al badning indtil videre frarådes.

- Vi har målt et meget forhøjet antal bakterier i vandet. Det ligger fast, at coli-bakterierne  kommer fra Råde Bæk, der løber ud i Lillebælt ved Flovt Strand - men vi har ikke fundet årsagen endnu, siger miljømedarbejder Pernille Toft Schilling fra Haderslev Kommune til TV SYD.

Haderslev Kommune måler løbende badevandskvaliteten ved kommunens strande, og det er i den forbindelse, at der i sidste uge er blevet målt forhøjede e-colibakterier.

Badeforbudet er sket i samråd med embedslægen. Så snart badevandet igen er rent nok til, at man må bade, vil Haderslev Kommune melde det ud og fjerne skiltet fra stranden og igen hejse det blå flag.