Colin Todd ny cheftræner i EfB

EfB Elite A/S har indgået en etårig aftale med Colin Todd, 68 år, som tiltræder som ny cheftræner i EfB.

Den tidligere cheftræner i Randers FC bliver ny træner for klubben og afløser den midlertidige træner Lars Lungi Sørensen.

Colin Todd hilste fredag for første gang på spillerne og vil være tilstede lørdag, når EfB møder Viborg på Blue Water Arena.

quote

Jeg er sikker på, han er et godt valg for os i Esbjerg.

Jeppe Højbjerg, målmand, Esbjerg fB

Den engelske træner har underskrevet en etårig aftale med mulighed for forlængelse.

- Jeg ser frem til udfordringen i Esbjerg, og jeg ser frem til at arbejde med spillerne. Det er en udfordring for mig, og det ville det også være, hvis jeg tog over i Brøndby eller FC København. Da jeg kom til i Randers i 2012, spillede vi mod Esbjerg i pokalfinalen, og de gjorde det godt i den periode. Nu har der så været en bølgedal, og vi skal tilbage på sporet igen, siger Colin Todd i en pressemeddelelse fra EfB.

Englænderen mener, at hele setuppet og stadionet i Esbjerg vidner om en klub, som ønsker at gøre det godt - i hård konkurrence fra andre klubber.

- Jeg ser Esbjerg som en god klub, men det vil tage tid, og jeg kan ikke trylle fra den første dag. Vi starter med et svært program mod Brøndby og FC København, men ingen kampe er nemme, og nu skal vi bare vinde nogle kampe.

Spillerne glæder sig også til samarbejdet med den nye træner.

- Jeg tror, det er et rigtig godt valg. Jeg er meget positiv omkring Colin, selvom vi kun lige kort har mødt ham. Jeg er sikker på, han er et godt valg for os i Esbjerg, siger Esbjerg fBs målmand Jeppe Højbjerg.

Det har været vigtigt for ledelsen i EfB at finde en ny træner hurtigst muligt.

- Vi skulle ikke gå i for langt et vakuum efter afskedigelsen af Jonas Dal. Jeg er glad for en aftale med Colin, som er en erfaren træner med god autoritet, og som har skabt gode resultater i Randers FC, siger EfB’s administrerende direktør Søren Poulsen.

Colin Todds sidste kamp i Randers FC endte med en 3-1-sejr over hans kommende hold fra Esbjerg. Han vil være til stede på stadion, når Esbjerg fB lørdag kl. 13.00 møder Viborg FF på Blue Water Arena i sommerens sidste træningskamp under Lars Lungi Sørensens ledelse, inden han søndag har sin første træning med spillertruppen.

Colin Todd

Som spiller:
  • Spillede for Sunderland, Derby County, Everton, Birmingham City, Nottingham Forest, Oxford United, Vancouver og Luton Town.
  • To gange engelsk mester med Derby County
  • Udnævnt til årets fodboldspiller i England i 1975
  • 27 landskampe for England
  • Stoppede den aktive karriere som 35-årig i 1984

Som træner:
  • Indledte sin trænerkarriere i 1990 i Middlesbrough FC
  • Har siden trænet Bolton Wanderers FC, Swindon Town, Derby County FC og Bradford City AFC
  • Gjorde sit indtog i dansk fodbold i 2007, hvor han trænede Randers FC frem til 2009
  • Herefter træner i Darlington FC inden han vendte tilbage til Randers FC
  • Cheftræner for Randers FC gennem de seneste fire sæsoner (højdepunkt: bronze i sæsonen 2012/2013)