Computere gør elever mere aktive

Tavlecomputere i form af i-pads har givet mere aktive og engagerede elever på Bredstrup-Pjedsted fællesskole ved Fredericia.

Eleverne i 5. og 6. klasserne fik efter sommerferien udleveret tavlecomputere.

-Det er bare noget der virker, børnene kobler sig på, og vi kan mærke, at de engagerer sig, og bruger mere tid på at deltage i undervisningen, siger viceskoleinspektøren på Bredstrup Pjedsted fællesskole, Søren Storm, til P4 Trekanten.

De små computere har også gjort det lettere af læse lektier, fordi eleverne kan tage skærmbilleder af lærernes fremlæggelser på skoletavlen med hjem.

Viceskoleinspektør Søren Storm håber, at skolen får råd til at give flere klasser tavlecomputere.