Coop ind i grænsehandlen

Coop blander sig nu i grænsehandlen og åbner i begyndelsen af 2013 to Fakta-grænsebutikker i Harrislee og Aventoft. Det er både forretning og et opråb til politikerne, siger Coop.

- Grænsebutikkerne har udviklet deres koncept, så de også tilbyder langt flere fersk- og dagligvarer end tidligere, og den udvikling er vi nødt til at tage alvorligt. Derfor har vi taget kampen op og etablerer nu to Fakta grænsebutikker i samme område. De to butikker vil have de fleste varer fra Faktas normale sortiment i Danmark samt de klassiske grænsevarer, siger Jesper Lien, der er adm. direktør i Coop og fungerende kædedirektør for Fakta-kæden til Dansk Handelsblad.

De to butikker har hidtil gået under navnet Sonja & Wolfgang.

Det nye initiativ kan ses som både forretning og et opråb til de danske politikere om at få gjort noget ved afgiftsniveauet herhjemme.

- Stadig flere danskere kører jævnligt over grænsen for at købe stort ind af de typiske grænsevarer på grund af de stadigt stigende afgifter i Danmark, og vi vil gerne give kunder og medlemmer mulighed for at grænsehandle i vores butikker. Den økonomiske krise kombineret med stadigt flere typer afgifter på fødevarer sætter hele den danske detailhandel under pres. I det perspektiv ser jeg vores beslutning om at etablere os i Tyskland som nødvendig, siger formand for Coops og FDBs bestyrelse, Lasse Bolander.