Cowboy får nye køer

Bjarne Slaikjær har i 20 år passet og plejet omkring 600 køer hver sommer. Han er hyrde - eller cowboy - på Skallingen.

Dørene på kvægtransporten slås op og køerne kigger forundret ud på det flade landskab. Det er her på halvøen Skallingen de og 600 andre køer - skal holde sommerferie. Ikke for deres smukke kvie-øjnes skyld, men fordi de skal afgræsse det 1300 hektar store område for at give insekter og fugle bedre levevilkår.

De bliver modtaget af den 60-årige Bjarne Slaikjær, der nu har passet og plejet feriegæsterne i 20 år. Han er ansat af Naturstyrelsen dels som naturvejleder for de godt 100.000 turister der årligt gæster den særprægede natur, dels altså som hyrde.

Han elsker sit arbejde selv om man som hyrde/cowboy skal være agtpågivende døgnet rundt. Køerne skal tilses for mulige sygdomme f.eks. klovsår. Og så er der de pludselige oversvømmelser, der kan få det flade område til at stå under vand på bare to timer. Og så er det vigtigt, at få køerne drevet op i klitterne inden. For det kan hurtigt blive for sent for køerne.

Men på de 20 år har han dog kun mistet to køer. Det allerførste år.

- Det var nogle lærepenge, der desværre skulle betales, siger han til TV SYD.

Køerne kommer fra en snes forskellige landmænd i Syd- og Sønderjylland. Sidst i september bliver feriegæsterne hentet igen.