Cowboyslagsmål: Slagsbror endte selv med snitsår

En mand opførte sig ifølge politiet provokerende overfor flere personer og startede flere slagsmål, inden han selv fik et snitsår i nakken.

Der var mange, der havde fri på påskens første helligdag torsdag, og det udnyttede en del til at gå i byen. I Munkegade i Kolding gik det dog lidt for lystigt for sig, da en mand af flere omgange fik startet nogle mindre slagsmål.

- Det er en slagsbror, der smider trøjen, og han forsøger så at komme op at slås med folk. Han får startet 3-4 cowboyslagsmål, forklarer Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Slagsmålene starter inde på et af værtshusene i Munkegade i Kolding, men rykker så udenfor. Her ankommer politiet klokken 01:45 og får ro på de implicerede parter. Inden da har slagsbroren dog også selv nået at pådrage sig en skade i slagsmålene.

- Manden, der starter slagsmålene, ender selv med at få et snitsår i nakken. Om det er fra en kniv eller en flaske er endnu uklart, men det er ikke alvorligt, siger Bent Hedeager Nielsen til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at der bliver flere sager ud af nattens anstrengelser i Munkegade.