Croissanter og frisk kaffe til psykisk skrøbelige

I Sønderborg skal en ny cafe samle borgere med psykiske lidelser og give muligheden for et fællesskab med ligesindede.

I disse dage er der travlt med at få de sidste ting klar, for caféen åbner officielt på tirsdag.

Målgruppen er folk med psykiske lidelser og sociale problemer.

- Det betyder rigtig meget med sådan en café. Så behøver man ikke bare ligge derhjemme og fise husleje af, men kommer op og i gang. Det er den bedste medicin, fortæller Per Jacobsen, der er førtidspensionist og skal arbejde på cafeen.

Alle er velkomne

Men det er ikke blot ensomme eller psykisk skrøbelige personer, der er velkomne: personerne bag cafeen håber, at mange andre kaffetørstige også vil få lyst til at dukke op.

Der vil være mulighed for at købe blandt andet sandwich og croissanter af høj kvalitet samt kaffe brygget på friske bønner.

Cafeen bliver snakindbydende indrettet, som folkene bag kalder det.

Cafeen får navnet Kærbo efter Fonden Kærbo, der står bag.