Cykelcamp uden cykler: - Det er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på målet

Fremtidens unge danske cykelryttere var trænede søndag sammen i Hornslyd, men der var ikke en eneste cykel med.

Lyden af klikkende cykelsko, tikkende tandhjul og hurtige åndedrag var svær at høre, da 125 unge danske cykelryttere var samlede til cykeltræning i Hornsyld søndag eftermiddag.

Sammen cykeltalenterne Cecilie Uttrup Ludwig og Søren Kragh Andersen havde de unge håbefulde cykelryttere parkeret cyklerne i stativerne, og brugte i stedet dagen på at tale om sunde værdier som cykelrytter.

- Vi har slet ikke snakket om cykler overhovedet. I stedet talte vi om, at man ikke bare skal fokusere på cykling og målet. I stedet skal man have noget ved cykling, som man glædes over og sammen med andre, siger Kasper Læssø fra Kolding, der cykler for juniorholdet i Give Cykelklub til TV SYD.

Kasper Læssø var en af de 125 ryttere, som skulle lære mere om, hvordan man takler med- og modgange i den professionelle cykelsport.
Kasper Læssø var en af de 125 ryttere, som skulle lære mere om, hvordan man takler med- og modgange i den professionelle cykelsport.
Foto: Jakob Schjødt Pedersen

Samtidig blev der også talt om skyggesiderne ved den professionelle cykelsport, og hvordan man håndterer dem.

- Man kan godt ende i en situation, hvor man for eksempel skal tabe sig lidt eller skal træne så og så mange timer, som måske ikke passer godt med skolen, siger Kasper Læssø.

24-årige Cecilie Uttrup Ludwig blev sidste år nummer tre i kvindernes Flandern Rundt og kvindernes endags-Tour de France, La Course.

Cecilie Uttrup Ludwig var søndag med for at fortælle 125 unge danske cykelryttere om op- og nedturene indenfor cykelsporten.
Cecilie Uttrup Ludwig var søndag med for at fortælle 125 unge danske cykelryttere om op- og nedturene indenfor cykelsporten.
Foto: Jakob Schjødt Pedersen

I dag var hun med for blandt andet at tale om perioderne, hvor cykelsporten ikke altid er sjov

- Der kommer perioder, hvor det hele går af lort til, men hvis man bliver ved med at tro på det, så vender det. Det er vigtigt at have venner og familie, der kan støtte en i perioder, hvor det ikke går, som man gerne vil have det, siger Cecilie Uttrup Ludwig til TV SYD.

Samtidig håber det unge cykeltalent, at flere kvinder tør tage springet og satse på livet som professionel cykelrytter.

- Cykling er bare fedt. Det indeholder så mange aspekter. Man kan blive bedre taktisk, teknisk og fysisk. Jeg elsker cykelsport, og den erfaring prøver jeg at give videre og håber det kan være med til at få flere piger til at blive professionel, for vi kan godt bruge nogle flere, siger Cecilie Uttrup Ludwig.