Cykelhold fra Horsens nyt dansk storhold

Team Cult Energy Vital Water rykker op i cykelsportens 2. division og nærmer sig nu muligheden for at stille op i de helt store løb som eksempelsvis Tour de France.

Cykelholdet med hovedsæde i Horsens får i den kommende sæson status som et Pro Kontinental hold. Dermed har Danmark igen et professionelt cykelhold, der kan køre med blandt de store hold.

Med skridtet op får cykelholdet fremover et langt større budget at arbejde med, men det er fortsat planen, at der bliver satset meget på unge talenter.

Det oplyste administrerende direktør Christa Skelde i dag på et pressemøde.

Holdet kommer fremover til at hedde Cult Energy Pro Cykling og bliver det eneste danske hold på så højt et niveau.