Cykelhold træder i pedalerne for børn og unge i sorg

I år har Syd- og Sønderjylland for første gang et hold med til på Team Giv Håb, der samler penge ind til Børn, Unge og Sorg.

Sidste år mistede 925 børn og unge under 28 år i Syd- og Sønderjylland en eller begge forældre. En af de organisationer, der er der for at hjælpe er Børn, Unge og Sorg. Dem cykler Team Giv Håb hvert år Danmark rundt for at samle penge ind til.

I år har Syd- og Sønderjylland for første gang et hold med på Team Giv Håbs tur rundt i landet. Holdet tæller i alt 38 ryttere og 10 teknikfolk.

- Opbakningen er enorm til holdet, uanset hvor vi kommer. Folk tager imod os med åbne arme, og synes det er et godt initiativ, vi har gang i.  Da vi skulle ud at finde ryttere var der også mange, der synes, at det var spændende, siger Bjarne Hall, der er holdkaptajn for Team Giv Håb i Sydjylland, til TV SYD.

Det er femte år i træk, at Team Giv Håb cykler penge ind til den gode sag.

- Der er simpelthen behov for at børn og unge op til 28 år bliver opmærksomme på den her organisation, så de ikke går rundt med det selv. Der er en masse triste eksempler på, at folk går rundt og er ensomme og ikke ved, hvad de skal gøre. Derfor skal vi ud at gøre opmærksom på den her organisation, så de kan får noget hjælp, siger Jan Mathiasen, der er stifter af Giv Håb, til TV SYD.

I år håber man at kunne samle 1 million kroner ind til organisationen.