Cykelsmeden ruller ud

Nu kan cykel-entusiaster slippe for bøvlet med at få cyklen på værksted. En ny forreetning ved Hedensted tilbyder at køre ud til kunder og reparere deres cykler.

Den Rullende Cykelsmed startede med en idé om at gøre hele processen med at vedligeholde cykler og scootere nemmere og hurtigere for kunderne.

Med den nye virksomhed er målet kommet en hel del tættere på.

Mester i at bygge cykelhjul

Den Rullende Cykelsmed, Kenneth Busk, bor Soleskov vest for Hedensted og dækker Horsens og Vejle-området. Resten af Trekantsområdet kan han også klare - mod et mindre transportgebyr.

Han blev i 2008 dansk mester i at bygge cykelhjul - og han været mekaniker for bl.a. den tidligere danske mester i cykelcross, Nikoline Hansen.

Han er uddannet cykelmekaniker hos Børkop Cykelforretning.

Ikke bundet

Kenneth Busk foretrækker sit rullende værksted. Hvis han havde haft en butik et eller andet sted, ville han være bundet dagen lang.

Og jobbet har en anden fordel:

- Du kommer ud og møder en masse nye mennesker. Og du oplever at gøre folk glade, når de pludselig får en helt anden køreglæde på deres cykler.

Da TV SYD var med i dag fik han f.eks. lov til at justere lidt på en de Rosa-cyekl som den tidligere professionelle cykelrytter Michael Rasmussen har ejet.

Chefmekaniker

Og kunderne er glade for det nye tilbud:

- Så får vi snakket lidt om cyklen, og han justerer den, så den passer til mig. Det er bedre end at man bare stiller den og henter den igen, siger Per Brink.

- Nu snakker jeg med ham, der står og reprarerer den, så kan man få lidt gode råd samtidig.

Den 23-årige cykelmekaniker har været chefmekaniker for cykelholdet Christina Watches - Onfone.

- Det var et kæmpe-pres. Du var på 24 timer i døgnet, fortæller han. Men det var en fed oplevelse, som jeg ikke vil være foruden.

Den rullende Cykelsmed har fået en positiv start. Der er rimelig godt gang i forretningen.

- Min drøm er, at det ender med, at jeg har tre biler og et par menkanikere. Så kan jeg brede mig endnu mere, end jeg gør i forvejen.