Cykeltræning giver unge nyt livsmod

Syv unge kontanthjælpsmodtagere fra Ungdomsskolen i Horsens træner for øjeblikket intensivt på at gennemføre et 1000 kilometer langt cykelløb rundt i Jylland. Og træningen giver klare resultater. De unges medicinforbrug falder og de sover bedre om natten og mere mod på livet.

De unge, der er visiteret fra Jobcentret til Ungdomsskolens virksomheds- og aktiveringscenter, har alle problemer ud over ledighed.

- Hvis de unge kan cykle Jylland rundt, så kan de også tage en uddannelse. Det er mantraet bag, siger Rasmus Kragh, medarbejder i Ungdomsskolen og initiativtager til løbet.

Før de unge begyndte at cykle, var der stilstand i deres liv. De var yderst skeptiske med hensyn til at dyrke motion, og bare dét at trække i træningstøjet var grænseoverskridende for dem.

For 20-årige Kristian Janum har dét at være med på cykelholdet betydet en stor og positiv omvæltning i hans liv.

- Jeg var langt fra motiveret til at cykle i starten, men jeg gav det en chance og begyndte med at løbe 200 m hver morgen. Min kondition blev lige så stille bedre og bedre, og i dag tror jeg på, at jeg nok skal gennemføre de 1000 km, fortæller Kristian og tilføjer, at træningen har givet ham mere selvtillid og lyst til at være social. Han har desuden mod på at begynde en uddannelse som smed.

Cykelløbet foregår i uge 26. Penge til cykler og cykeltøj kommer fra sponsorer.