Cyklingens svar på DHL-stafetten kommer til Kolding

Til sommer kommer Cykelstafetten til Kolding, en 10-kilometers holdstafet, hvor det sociale er i centrum.

Den 12. august næste år bliver 10 kilometer af Koldings asfalt reserveret til cyklisterne, når Cykelstafetten kommer til byen. Stafetten havde debut i sommers i Rudersdal, og næste år breder den sig til Jylland.

Cykelstafetten er en holdstafet, som man kender det fra DHL-stafetten. Og ligesom ved DHL-stafetten, så vil cykelløbet også vægte det sociale aspekt højt.

- Det betyder rigtig meget, for der er flere og flere, der cykler, og derfor vil der være rigtig mange, der kommer til at deltage i det her. Så rigtig god PR og rigtig god folkesundhed, siger Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse. 

 

Cykelstafetten er et scoop for Kolding

 

10 kilometer med Ivan Basso

Ruten begynder i Kolding centrum, hvor der vil være rig mulighed for at tilskuere kan heppe på løbets deltagere. Med mange tekniske sving vil ruten slange sig ud af byen og op over Koldingbjerg, som bliver løbets hårdeste stigning. 

quote

Det betyder rigtig meget, for der er flere og flere, der cykler, og derfor vil der være rigtig mange, der kommer til at deltage i det her. Så rigtig god PR og rigtig god folkesundhed

Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding Kommune

Ud over opstigningen af Koldingbjerg, så kan Cykelstafetten også lokke med, at cykelstjernen Ivan Basso deltager i løbet. Basso, der i flere år kørte for danske Team CSC, havde sin karrieres højdepunkt i 2010, hvor han vandt Giro d’Italia. Desuden var Basso involveret i dopingskandalen Operation Puerto, hvor han endte med at få to års karantæne.

Løbet varer i alt fire timer, og man skal være tre ryttere på et hold. I de fire timer gælder det om at køre så mange omgange på skift.

Udover løbet i Kolding vil der næste år være et løb i Rudersdal den 4. juni, hvor Jens Voigt deltager, og et i Rebild den 3. september, hvor Carlos Sastre deltager. 

Sådan ser ruten ud for løbet i Kolding.
Sådan ser ruten ud for løbet i Kolding.
Foto: Cykelstafetten