Cyklist dræbt i Kolding: Politiet efterlyser vidner

To unge er varetægtsfængslet, mistænkt for at have kørt cyklist ihjel nær Kolding. Politiet efterlyser vidner.

Farten skønnes at have været oppe på mindst 130 kilometer i timen, da berusede unge fredag morgen påkørte og dræbte en cyklist nær Kolding.

To unge mænd er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i sagen, sigtet for uagtsomt manddrab. Politiet mener også, at de var påvirket af enten alkohol eller stoffer ved påkørslen.

De to mænd, der er 21 og 25 år, nægter at oplyse, hvem af dem der sad ved rattet, da den 50-årige mandlige cyklist blev ramt. Efter påkørslen fredag morgen på Egtvedvej stak de af.

Politiet vil meget gerne have fastslået, hvem der førte bilen, og efterlyser derfor flere vidner, som kan have nyttige informationer i sagen.

- Det er ikke sikkert, at de her vidner selv mener at have set noget interessant. Men vi kan jo vise dem et billede af bilen, og det kan nogle gange sætte tankerne i gang hos folk, siger vagtchef Kent Midtgaard Hansen, Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.

Der er blandt andre tale om en kvinde, som omkring klokken 7.15 - kort tid efter ulykken - befandt sig på Frydsvej i Kolding cirka tyve meter fra krydset Frydsvej og Koldingbjerg.

- Der står hun ude foran en villa og observerer angiveligt i retning af, hvor denne sorte VW Golf holder. Hun har muligvis set nogle personer, der går til og fra bilen og kører fra stedet i retning mod Nordre Ringvej, siger vagtchefen.

Politiet vil også gerne i kontakt med en gruppe cyklister på mountainbikes, der er set omkring klokken 7.30, hvor de passerede en parkeringsplads ved Marielundsvej i Kolding.

- De kan også gjort sig nogle observationer ved parkeringspladsen af både bilen og nogle personer, inden de formentlig er kørt videre rundt om Marielundssøen mod Kolding Midtby, siger vagtchefen.

Den pågældende bil er relativt nem at genkende, oplyser vagtchefen. Det er en sort VW Golf, der er sænket, har "smarte" fælge og er påmonteret en meget stor hækspoiler.

De to unge sigtes for at have kørt bilen, selv om de var påvirket af enten spiritus eller narkotika. Blodprøver vil senere afsløre, hvad de havde indtaget.

Farten var så uansvarlig høj, at de unge også sigtes for på en hensynsløs måde at have udsat andre for livsfare.

Endelig sigtes de for at have efterladt den hårdt kvæstede cyklist uden at tilkalde hjælp.

Begge de unge har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.