Dårlig konkurrenceevne er regeringens skyld

Reaktionerne på Danfoss's melding om, at konkurrenceevnen er for dårlig, kommer nu. Det er regeringens - også den forriges - skyld, lyder det fra Liberal Alliance.

Gør noget for at forbedre konkurrenceevnen, lyder det fra Danfoss til politikerne. Ellers bliver vi nødt til at flytte al produktion til udlandet.

Det er regeringens skyld, både den nuværende og den forrige, at vores konkurrenceevne er blevet så ringe, mener Liberal Alliance.

- Det helt store problem er de høje danske skatter og afgifter. Det er faktisk noget, Folketinget og regeringen kan gøre noget ved, siger partiets erhvervsordfører Ole Birk Olesen til Ritzau.

Hertil siger de radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq:

- Danmark skal ikke kun leve af viden og af at være kreative. Industrien står for 51 procent af den danske eksport. Vi må hjælpe produktionsindustrien med at blive i Danmark, siger Farooq ifølge Ritzau.

- Fremadrettet må vi nok være mere påpasselige med at sætte afgifter på følsomme områder, der skaber grænsehandel og sender produktion ud af landet, siger Farooq.

Det gælder eksempelvis fedtafgiften, der blev indført af den forrige regering.

Både regeringen og oppositionen ønsker at fjerne den. Men partierne har indtil nu ikke kunnet enes om finansieringen.