Dårlig pote stopper blinde-tur

Blind mand fra Aarhus vil med vandretur vise, at man ikke skal finde sig i at blive afvist. Men førerhunden Gaja har fået en dårlig pote

Den 52-årige mand Søren Høg Christensen fra Brabrand ved Aarhus har en plan. Han startede den 3. juli i Skagen og vil gå til Fredericia.

- Jeg er på en ja-tur efter at have oplevet at være blevet afvist et par steder i mit liv, siger han til TV SYD.

Han har heldigvis mødt megen velvilje og hjælp på sin gåtur, hvor han har overnattet flere steder privat. Til gengæld giver han en mini-koncert med sang og spil på sin medbragte guitar - og måske en røverhistorie eller to.

Men turen er ved Give blevet stoppet af den 6-årige førerhund Gaja. Den har fået noget op i den ene pote og kan ikke gå så meget mere. Så nu har Søren Høg Christensen måtte bide i det lidt småsure æble og kører resten af vejen til Fredericia.

Men turen har ikke været forgæves for den blinde mand:

- Hvis en blind mand kan finde vej ned gennem Jylland alene, så må vi også kunne løse vores større og mindre problemer, som vi har i vores tilværelse, siger han.