Dalende interesse for kommunalvalg

75 procent af vælgere siger, at de vil stemme ved kommunalvalget 19. november, fremgår det af en spørgeskemaundersøgelse, som KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har gennemført.

Tallet tyder på, at valgdeltagelsen ved kommunalvalg fortsat falder. For 12 år siden sagde 86 procent af vælgerne i en tilsvarende meningsundersøgelse, at de vil stemme ved kommunalvalg.

- En stor gruppe borgere anser det som en borgerpligt at stemme, men der er også store dele af vælgerskaren, som har en mere brugerorienteret tilgang. De lægger mere vægt på at få indflydelse på konkrete ting som for eksempel deres børns daginstitution eller skole. Borgere, som lægger mere vægt på demokrati end service, er generelt mere interesserede i lokalpolitik og mere tilbøjelige til at stemme, siger programleder i KORA, Ulf Hjelmar.

1.370 borgere har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. 75 eller tre ud af fire siger, at de vil stemme ved det kommende kommunalvalg, men reelt bliver tallet lavere. Det viser valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2009. Her var valgdeltagelsen 65,8 procent i hele landet og 67,7 i Syddanmark.

Unge og indvandrere trækker ned

Valgdeltagelsen blandt unge og indvandrere trækker valgdeltagelsen nedad. Den er faldet i de senere år.

Undersøgelsen viser, at knap tre ud af fire unge mener, at lokalpolitik er svært eller uinteressant.

Hver tredje borger med anden etnisk baggrund oplever, at det er svært eller uinteressant at deltage i lokalpolitik. Et fællestræk for mange af dem er, at de oplever sprog- og kulturbarrierer, som gør det vanskeligt for dem at deltage i lokalpolitik.

Hele rapporten kan hentes på KORAs hjemmeside.