Dam Kristensen i Sydslesvig-udvalget

Socialdemokraterne har udpeget Henrik Dam Kristensen som nyt medlem af Sydslesvig-udvalget, hvor han afløser Benny Engelbrecht efter dennes udnævnelse som skatteminister

Sydslesvigudvalget virker som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Folketinget. Dette indebærer blandt andet, at udvalgets medlemmer deltager i møder og arrangementer afholdt af de sydslesvigske foreninger mv.

Sydslesvigudvalget træffer afgørelse om tilskud og lån til aktiviteter til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig.

Udvalget rådgiver børne- og undervisningsministeren om forhold af betydning for det danske mindretal i Sydslesvig. Det kan ligeledes rådgive andre ministre om ordninger på deres områder for det danske mindretal i Sydslesvig.

Sydslesvigudvalget har fem medlemmer - af syd- og sønderjyske Folketingsmedlemmer er også den radikale Lotte Rod medlem.