Danfoss investerer i Indien

I de kommende år vil Danfoss investere en halv milliard kroner i opførelsen af nye anlæg i Indien, der skal huse salg, udvikling og produktion.

Antallet af medarbejdere bliver øget fra de nuværende 200 til mere end 1.000 inden 2015.

Mandag præsenterede Danfoss "Indien 2015", en vækststrategi, som beskriver, hvordan Danfoss vil sikre sig en endnu stærkere tilstedeværelse på det hurtigvoksende indiske marked.

Målet er at tredoble omsætningen i Indien inden 2015.

Voksende økonomi

- I løbet af de sidste to årtier har Indien indtaget andenpladsen på listen over verdens hurtigst voksende økonomier. Den vækst ventes at fortsætte fremover, og det åbner nye forretningsmuligheder for os på tværs af hele vores produktportefølje. "Indien 2015" er en plan for, hvordan vi vil udnytte det og opnå et endnu større salg i Indien, siger Niels B. Christiansen, administrerende direktør og CEO i Danfoss.

Nogle af de faktorer, der har fået Danfoss til at investere yderligere i Indien, er et stort antal velkvalificerede ingeniører, en stor købedygtig middelklasse og et stadigt voksende hjemmemarked.

Danfoss venter en stigende efterspørgsel efter køleanlæg, ventilation og andre energiløsninger.

I Indien strømmer millioner fra landet til byerne, og det skaber behov for virksomhedens produkter.