Danfoss søger folk via tv og internet

Danfoss-koncernen med hovedsæde på Als laver tv- og internet-reklamer for at skaffe højtuddannet arbejdskraft.

Fra på mandag går koncernen i luften med en kampagne, der skal sikre, at flere end 200 ledige stillinger som især ingeniører bliver besat i løbet af et-to år, skriver JydskeVestkysten fredag.

Ting tager tid

- Vi har vækst inden for klima og energi, som har udviklet sig til at være vores vigtigste områder. Ting tager tid, og mange går formentligt stadig rundt med et billede af Danfoss som en lidt støvet maskinfabrik. Det er vi vokset fra, og vi er overbeviste om, at mange vil være motiverede for at arbejde inden for et så vigtigt kerneområde som klima og energi, siger kommunikationsdirektør Ole Daugbjerg.

Medarbejdere på skærmen

Ingeniørerne søges til stillinger i Danfoss-afdelinger i eksempelvis Nordborg, Gråsten, Kolding, Silkeborg og Århus.

Danfoss' kampagne indebærer, at en række medarbejdere toner frem på skærmen og fortæller, hvorfor de mener, at det er meningsfuldt og interessant at arbejde i koncernen.

Fokus vil være på den industrielle megatrend klima og energi og den dertil hørende globale udfordring.

Koster en million

Danfoss har moderniseret sit jobsite, der knyttes sammen med kampagnen. Her kan man få et overblik over, hvilke job der er ledige.

Og en jobsøgende kan lægge sit cv og en uopfordret ansøgning ind samtidig med, at interesserede via sociale medier som Facebook kan få aktuelle statusopdateringer, når nye job slås op. Kampagnen koster over én million kroner.

Ole Daugbjerg oplyser, at det angiveligt er første gang, at en dansk industriel virksomhed benytter sig af denne form for hvervekampagne.