Danfoss Universe vil tredoble besøgstal

Vækstplan: Oplevelsesparken Danfoss Universe i Nordborg bliver omdannet til en selvejende fond og kommer fremover til at hedde Universe. Målet er 300.000 gæster om året fra 2018.

Danfoss Universe skal være større og gøre endnu flere børn og unge begejstrede for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Derfor omdannes parken fra 2013 til en selvejende fond med et almennyttigt formål, så den kan tiltrække nye samarbejdspartnere. Samtidig skifter Danfoss Universe navn til Universe.

- Vi kan se, at behovet for at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri, så flere får lyst til at uddanne sig, stadig er stort og aktuelt. Derfor vil vi gerne gøre endnu mere for endnu flere ? og derfor har vi lavet en vækstplan for parken, der rækker helt frem mod 2018. Det er derfor et naturligt skridt i den videre udvikling, at vi nu omdanner parken til en fond under et nyt navn, så vi kan samle endnu flere partnere til at samarbejde om den vigtige samfundsopgave med at skabe vækst, forklarer bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen, Danfoss Universe i en pressemeddelelse.

Bitten og Mads Clausens Fond, der grundlagde parken i 2005, vil fortsat spille en væsentlig økonomisk rolle i driften af parken. Fonden vil således stadig støtte parken økonomisk og bl.a. dække driftsunderskuddet, så andre fonde og virksomheders bidrag vil gå ubeskåret til at udvikle nye områder og aktiviteter i parken. Bitten og Mads Clausens Fond skyder derfor alle oplevelsesparkens eksisterende aktiver samt yderligere et kontant beløb på 60 millioner kr. ind i den nye selvejende fond.

Oplevelsesparken tiltrækker hvert år over 100.000 børnefamilier og skoleelever. Målet for 2018 er at kunne tiltrække op mod 300.000 gæster om året.

- Vi har lavet en vækststrategi frem til 2018, hvor studier viser, at vi vil kunne tiltrække op til 300.000 gæster om året. Det kræver, at vi er lidt større og folder den naturvidenskabelige pallette ud. Det kan vi gøre nu, hvor vi både har støtte fra Bitten og Mads Clausen Fonden og kan trække andre samarbejdspartnere ind. Vi er Region Syddanmarks Science Park, og vi glæder os til at udvikle parken med en bred vifte af samarbejdspartnere. Vi har projekter på tegnebrættet for op til 300 mio. kr. vi gerne vil føre ud i livet,? siger adm. direktør Pia Bech Mathiesen.

Fonden og det nye navn til parken træder i kraft inden starten på sæson 2013.