Den tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen har fortsat ikke fundet en arbejdsgiver i foråret, men et godt bud kunne være Sønderjyske, hvor midtbanegeneralen spillede i efteråret.
Sportschef i Sønderjyske, Ole Nielsen, knokler for at få den tidligere Werder Bremen-spiller til at tørne ud for klubben igen i foråret.
- Daniel har på mange måder været et godt bekendtskab. Han har været en god fyr i omklædningsrummet, han bidrager med meget rutine, og han har haft en god tilgang og indstilling. Men det er stadig noget, vi arbejder på for at se, om det er muligt i forhold til økonomien. Og om vi kan få det hele til at hænge sammen, siger Ole Nielsen til Ritzau
Daniel Jensen var i sidste sæson med til at vinde det danske mesterskab med FC København på en kortvarig kontrakt i foråret 2013, men parterne forlængede ikke samarbejdet.
Sønderjyske ligger på sidstepladsen i Superligaen og åbner forårssæsonen med en udekamp mod FC Vestsjælland 21. februar.