Danish Crown fyrer 175 medarbejdere - der mangler grise

Prisen på slagtesvin har ikke været højere siden 2013, men alligevel har Danish Crown færre grise til slagtning end forventet. Det koster nu jobs i Horsens.

De ansatte på Danmarks største slagteri, Danish Crown i Horsens, går på weekend og ferie med en rigtig kedelig melding.

 - Vi kommer efter alt at dømme til at sige farvel til omkring 175 medarbejdere, siger produktionsdirektør i Danish Crown Pork, Per Laursen, i en pressemeddelelse fra slagterigiganten.

Flere grise bliver slagtet – men mange bliver eksporteret

quote

Kombinationen af færre slagtegrise og større eksport af smågrise har desværre konsekvenser for os og vores medarbejdere her og nu.

Jais Valeur, Group CEO, Danish Crown

Årsagen til nedgangen i antallet af slagtegrise er, ifølge Danish Crown, at alt for mange slagtesvin bliver eksporteret til udlandet.

  • I 2004 blev fire millioner levende smågrise eksporteret - i år er det steget til 14,6 millioner
     
  • I 2004 blev der slagtet 23 millioner svin på danske slagterier - i år er tallet faldet til 17,5 millioner

- Det er en rigtig træls situation. Vi så en lille stigning i leverancerne af slagtesvin gennem 2018, men siden nytår har vi oplevet et fald på omkring fem procent i forhold til sidste år. Derfor er det nu nødvendigt at tilpasse kapaciteten, forklarer produktionsdirektøren.

Prisen flytter grisen

Danish Crown påpeger, at den væsentligste faktor til den stigende eksport er prisen på slagtesvinene.

- Kombinationen af færre slagtegrise og større eksport af smågrise har desværre konsekvenser for os og vores medarbejdere her og nu. Hvis vi skal holde grisene hjemme i Danmark, så skal vi levere en afregning, der gør det attraktivt at fede grise op i Danmark, forklarer Jais Valeur, der er Group CEO i Danish Crown.

I løbet af 15 år har flere 7.000 slagteriarbejdere mistet deres arbejde på Danish Crown.