Danish Crown-tillidsmand bliver mødt med skepsis

Ansatte får ikke deres penge igen, hvis de går med til at skyde penge i Danish Crown. Det vækker kritik.

De ansatte på Danish Crowns svineslagterier frygtede en fyringsrunde. I stedet er de blevet mødt med et forslag om at skyde penge i deres arbejdsplads for at undgå slagterilukninger.

Men Lars Mose, tillidsmand på Danish Crown, siger, at han ikke er blevet klappet ind på de møder, han holder med medarbejderne tirsdag, efter han har været med til at foreslå, at de ansatte skyder penge ind til de nødlidende svineproducenter.

- De har været overraskede, og de har også været fornuftig kritiske. Det kommer fuldstændig bag på dem, fordi det var det vi kom frem med: at prøve på at sikre nogle arbejdspladser sammen med landmændene, siger Lars Mose til Ritzau.

- For der var fyringer i farvandet. Vi har her hen over sommeren kunnet se, at antallet af svin er faldet, og vi har manglet en masse at lave, så man var nødt til at gøre noget drastisk, siger tillidsmanden.

Lars Mose fastslår, at de ansatte ikke får de omkring 600 millioner kroner, der forventes at skyde ind i en fond til og med 2018.

- Jeg kalder det ikke en investering, for man får ikke sine penge igen. Det er et tilskud til en investering. Og netop det, at det er en saltvandsindsprøjtning, og man ikke får pengene igen, stiller folk sig kritiske overfor, siger han.

De mange ansatte hos Danish Crown skal stemme om forslaget. Og Lars Mose er ikke i tvivl om, at det bliver op ad bakke at få folk overbevist om, at det er en god idé.

- Vi bliver nødt til at gøre noget - ellers er det en afvikling og ikke en udvikling. Men det er ikke sådan, at kollegerne sidder og klapper i hænderne. Men jeg ville ikke komme med et sådant forslag, hvis ikke jeg troede på, at den gik hjem, siger han.