Dankorttyv fanget efter halvandet år

Ved en rutinemæssig kontrol blev to mænd i bil standset af politiet. Den ene havde et dankort på sig, som blev meldt stjålet i august 2012.

I nærheden af Gram klokken halv to natten til torsdag blev to mænd på 33 år standset af politiet i en rutinemæssig kontrol. Den ene mand bar på to dankort, som ikke var hans. Et af dankortene blev meldt stjålet over halvandet år tidligere.

- Nu lader vi ham lige sove ud, og så skal vi have undersøgt, om han gemmer på flere kort, siger vagthavende hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Føreren af bilen blev desuden testet positiv for amfetamin på politiets narkometer, han er nu løsladt, men en blodprøve skal senere afgøre, om der skal rejses sigtelse mod ham. De to mænd er begge fra lokalområdet.