Danmark har haft mulighed for bedre grænsekontrol i to år

Danmark har kunnet udføre langt mere systematisk grænsekontrol, end man har gjort. Først nu vil regeringen benytte sig af mulighederne.

I juli 2012 afsagde EU-Domstolen en dom om grænsekontrol, som betød, at Danmark og andre EU-lande fik mulighed for at gennemføre systematiske grænsekontroller. Det skriver Jyllands-Posten.

Domstolen godkendte en hollandsk model, hvor politiet kan standse personer i biler, i tog og i lufthavne og kontrollere deres identitet, nationalitet og opholdsret, også selvom der ikke er decideret mistanke.

Kontrollen i Holland har ført til, at politiet alene i første halvdel af i år har pågrebet 580 udlændinge med ulovligt ophold i landet. Men i Danmark stopper politiet kun biler, hvis der er mistanke om ulovlige forhold.

Professor i europæisk politik ved Københavns Universitet Peter Nedergaard siger, at embedsmænd har kendt til dommen i to år og har orienteret regeringen om den:

- Men enten har regeringen ikke ønsket at øge kontrollen, eller også har dens egen kritik af VKO's tidligere forsøg på at øge kontrollen gjort den blind for mulighederne, som EU-Domstolen har givet, siger han til Jyllands-Posten.

Mens EU-Domstolen i to år har accepteret den kontante hollandske kontrol, var det først i sidste uge, at den danske regering bebudede en ny, skærpet grænsekontrol.

Læs artiklen fra Jyllands-Posten her