Danmark kan fortsætte med grænsekontrollen

EU åbner for grænsekontrol efter den 11. november, hvis terror er begrundelsen.

Selv om Danmarks nuværende grænsekontrol ifølge EU’s regler skal ophøre den 11. november, kan kontrollen fortsætte, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Regeringen skal blot indføre den på ny under en anden paragraf i Schengen-reglerne end hidtil, og Danmark kan eksempelvis bruge risikoen for terror som begrundelse, oplyser EU-Kommissionen.

Hidtil har Danmarks formelle begrundelse for grænsekontrollen været risikoen for migrationsstrøm, fordi Grækenland i 2015 og 2016 ikke havde kontrol over EU’s ydre grænse. Migrationen er i dag mere under kontrol, og Danmark kan ikke længere få forlænget kontrollen under den pågældende Schengen-paragraf. Derfor skal den nuværende grænsekontrol slutte i november, skriver kommissionens talsmand Natasha Bertaud i en mail.

Og så fortsætter hun:

- Når det er sagt, har medlemslandene mulighed for midlertidigt at genindføre grænsekontrol i tilfælde af en anden alvorlig trussel mod sikkerhed eller den offentlige orden, som ikke hænger sammen med manglerne i kontrollen af den ydre grænse i Grækenland, skriver hun og tilføjer, »at det f.eks. allerede er tilfældet i Frankrig«.

Frankrig har haft grænsekontrol siden et stort angreb i Paris i november 2015 begrundet med risikoen for terror og ikke med migration, som Danmark og fire andre lande har brugt.

Da EU-kommissær Dimitris Avramopoulos før sommer om den danske kontrol sagde, at »dette bliver den sidste forlængelse«, var det, fordi Danmarks kontrol er etableret under en paragraf, hvor den kun kan forlænges tre gange.

Men ved at begynde forfra med grænsekontrol ryger Danmark over i andre paragraffer, og så kan kontrollen fortsætte. I princippet for evigt, hvis man begynder forfra hvert halve år.