Danmark ønsker endnu en forlængelse af grænsekontrollen

Danmark og fem andre Schengen-lande er begyndt at forberede sig på at forlænge deres grænsekontroller med formentlig et halvt år endnu engang.

Danmark og fem andre Schengen-lande er begyndt at forberede sig på at forlænge deres grænsekontroller med formentlig et halvt år endnu engang.

Den nuværende danske grænsekontrol udløber 12. maj, men der er ikke grundlag for at stoppe den på det tidspunkt, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme, siger Støjberg torsdag efter et EU-møde i Bruxelles.

Her har ministre fra de seks Schengen-lande, der i dag har grænsekontrol, sat sig sammen i forlængelse af et EU-indenrigsministermøde. De seks Schengen-lande med grænsekontrol er Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Østrig og Frankrig.

Derimod er EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, ikke tilhænger af mere grænsekontrol.

quote

Jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme

Inger Støjberg, Venstre, Integrationsminister 

Han vil tilbage til kernen i Schengen-samarbejdet med åbne indre grænser og foreslår i stedet flere politikontroller i grænseområder og ved populære rejseruter.

- Vi ønsker at komme tilbage til et normalt fungerende Schengen. Det er det princip, vi arbejder ud fra med alle lande, siger Avramopoulos.

Der er regler for, hvor længe et Schengen-land kan have grænsekontrol. Men ved den seneste forlængelse skiftede Danmark begrundelse fra migrationskrisen til også at lægge vægt på terrortruslen.

Nye artikler i Schengen-reglerne blev dermed taget i brug, og det gav mulighed for nye forlængelser. Danmark har haft grænsekontrol siden 4. januar 2016. Den er siden forlænget mange gange. Foreløbig frem til 12. maj.