Danmark ser ud til at klare frisag i første omgang

Danmark må vente på dommen over den skærpede toldkontrol ved grænserne.

Otte embedsmænd fra EU-Kommissionen var torsdag ikke parate til at konkludere på et inspektionsbesøg ved grænseovergangene på Øresundsbroen til Sverige og i Frøslev ved Tyskland.

Her inspicerede EU-embedsmændene kontrolfaciliteterne sammen med blandt andre direktøren for den danske toldkontrollen under Skat, Erling Andersen. Udflugterne fandt sted, efter at de også havde holdt et møde i København med embedsmænd fra flere ministerier.

Udflugterne tjente til, at EU-embedsmændene kunne se, hvordan toldkontrollen fungerer i praksis. Men ikke en eneste tolder var i sigt - hverken på Øresundsbroen eller ved Frøslev. Så herved kunne EU-embedsmændene ved selvsyn konstatere, at toldkontrollen i hvert fald ikke er permanent, sådan som en af EU's betænkeligheder har været.

Det var dog ikke et problem for EU-embedsmændene, tilkendegav deres delegationsleder, Belinda Pyke, som er direktør i kommissionen for migration og grænser.

- Vi har ikke brug for at lave et cirkus ud af det. Vi ønsker at forstå, hvordan systemet fungere.
- Vi er ikke mistænksomme, vi får bare informationer, sagde Berlinda Pyke.

Skats tolddirektør sagde, at kommissionen ikke havde ønsket, at der blev lavet en special kontrolforestilling, og at Skat heller ikke ønskede at gøre det for pressens skyld.

Der går formentlig nogle dage, inden kommissionen konkluderer på besøget. Og da bliver det højerestående embedsmænd end de besøgende, som fælder dommen, siger kilder til Ritzau. I forvejen har regeringen sendt kommissionen en masse dokumenter om den forstærkede kontrol.

Imens står Danmark til helt at klare frisag - i hvert fald i denne omgang.

I en første fase af gennemførelsen af aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er der blot sat 50 ekstra toldere ind. Og EU-Kommissionen har sagt, at ekstra toldere ikke i sig selv er et problem.

Og i Bruxelles siger en anonym embedsmand i kommissionen til dagbladet Politikken, at der ikke lige nu er problemer for Danmark, men at kommissionen vil følge de senere faser i udmøntningen af regeringens politiske aftale.

For fra næste år begynder udbygningen af grænseovergange med bygninger og skannere m.m. Og det er, hvad både EU-Kommissionen og flere danske eksperter i EU-jura ser som et problem, fordi det gør kontrollen permanent i modstrid med EU's regler for den fælles Schengengrænse udadtil og for den frie bevægelighed i det indre marked