Danmarks bedste drikkevand? Det har de i Aabenraa

Drikkevand fra Aabenraa blev i eftermiddags kåret som Danmarks Bedste Drikkevand 2014.

Det er vandet fra forsyningsselskabet Arwos i Aabenraa, der er det bedste i landet.

- Man siger, at intet smager bedre end sejrens sødme. Derfor kan jeg kun anbefale borgerne i Aabenraa at tage et glas direkte fra hanen, siger adm. direktør Christian Udby.

Forsyningsselskabet Arwos deltog sammen med 28 andre forsyningsselskaber og vandværker fra hele Danmark. Her blev vinderen fundet ved prøvesmagning, som blev ledet af drikkevandsselskabernes brancheorganisation Danva.

- Det giver næsten sig selv, at en sådan afgørelse falder med en knivsæg til forskel. Der findes nemlig ikke dårligt drikkevand i Danmark, for vi er et land, som i det store hele er beriget med rent vand, siger afdelingsleder og arrangør Lars Fischer fra Danva.

- Når det er sagt, så er sejren velundt. Aabenraas borgere kan godt være stolte, næste gang de giver vandhanen et vrid: Det bliver ganske enkelt ikke bedre, siger Lars Fischer.

 

 

  •  Danske drikke- og spildevandsforening Danva afvikler hvert fjerde år konkurrencen Dansk Vand Grandprix, hvor forsyningsselskaber og vandværker kan tilmelde dig.
  •  Top 3: Arwos, Trefor og Kostræde Nyvandværk
  •  Arwos leverer vand til 38 procent af husstandene i Aabenraa Kommune.
  •  Vandet i Aabenraa er udtaget i Aabenraa Svømme og Idrætscenter.