Danmarks bedste lærer

Jagten på Danmarks bedste lærer er nu indstillet. Vinderen blev 44-årige Pernille Bock Steffensen fra Aabenraa.

Hvert år kårer ugebladet Ude & Hjemme årets bedste lærer. Elever fra skoler landet over har mulighed for at indstille lige netop deres lærer til konkurrencen - og det var hvad eleverne fra Høje Kolstrup Skole i Aabenraa havde gjort.

Det var derfor deres 44-årige klasselærer Pernille Bock Steffensen, som stolt kunne modtage titlen.

- Jeg blev så overvældet over, at de kunne finde på at indstille mig. Det er rigtig dejligt med sådan et skulderklap, siger Pernille Bock Steffensen.

Dommerne lagde vægt på, at Pernille Bock Steffensen havde gjort en stor indsats for at integrere og imødese de mange kulturer i klassen. Der er i alt 19 elever med 10 forskellige nationaliteter.

Udover titlen er der en præmie på 10.000 kroner til klassekassen.

- Vi har endnu ikke fået snakket så meget om, hvad pengene skal bruges til, men det er helt sikkert at eleverne skal være med til at bestemme det, siger Pernille Bock Steffensen.

Hvis det står til eleverne skal pengene bruges på en lejrtur til København.