Danmarks dressur-elite samlet i Esbjerg

Esbjerg Omegns Rideklub er på den anden ende i denne weekend. Her afholdes kæmpestævne med ryttere i den absolutte top af dansk ridesport.

Velstriglede heste, ryttere i deres stiveste puds og tilskuerrækker fyldte med hesteinteresserede børn og voksne. Hallerne hos Esbjerg Omegns Rideklub er i denne weekend omdrejningspunkt for et kæmpestort ridestævne, som lokker topryttere fra hele landet til vestkysten.

- Det er jo fedt. Det sammenhold, det giver i klubben. Selv små børn hjælper med fx at løbe med point fra dommerborde til sekretariatet. Og også bedsteforældre kommer og hjælper. Så det er rigtig fedt, men også hårdt, fortæller Lene Goller, der sidder i klubbens sponsor- og presseudvalg.

Rideklubben har i flere år stablet store stævner på benene, så det har givet dem en vis rutine. Planlægningen af weekendens stævne har strakt sig over mere end et halvt år, hvor der er taget højde for alt fra opstaldning af heste, indkøb af mad til cafeen, sikkerhedsvagter i stalden og mange, mange andre små og store ting. Så det er en forløsning, at det endelig er i gang. 

- Det giver en rutine, at vi har prøvet det før. Men uden frivillige og sponsorer går det simpelthen ikke. Det er ikke alle helt almindelige rideklubber, der kan afvikle sådan et stævne, og vi er dybt taknemmelige over den indsats alle i klubben lægger, siger Lene Goller.

Stævnet strækker sig over fredag, lørdag og søndag.