Danmarks dyreste oksekød

Danmarks dyreste oksekød blev i dag solgt for 218 kroner pr. kilo.

Køberen var en københavnsk restauratør.

Kødet blev på et slagteri i Kolding vurderet efter en japansk skala over fedtmarmoreringen. Prisen landede på godt 76.000, og med ben og det hele giver det en kilopris på 218 kroner.

De fineste stykker af kødet løbet op i over 2.000 kroner pr. kilo.

En stud koster normalt 10.000 til 14.000 kroner eller 30-40 kroner pr. kilo.

Friland har importeret befrugtede æg fra en Wagyu-besætning i USA. De er blevet lagt i rugemødre hos kødkvægsproducenten Søren Vest i Finderup ved Viborg. Indtil videre har han fået en besætning på 11 af de japanske køer.

Køerne lever af rester fra ølproduktion og en særlig japansk foderblanding.

De japanske køer er fremavlet som arbejdsdyr i rismarkerne. Det har givetr mindre dyr og mindre kød, men med en meget høj fedtmarmorering.

Kødselskabet Friland arbejder på at fremme produktion og salg af alternativt producerede fødevarer. Det er et datterselskab af Danish Crown.