Danmarks længste valgkamp er snart slut

Siden sidste folketingsvalg har Christian Rabjerg Madsen ført valgkamp. Nu er der kun få dage til, at det bliver afgjort om hans anstrengelser har båret frugt.

Ved sidste valg i september 2011 blev Christian Rabjerg Madsen opstillet som kandidat kun fire dage, inden Lars Løkke Rasmussen udskrev valg. Derfor var det næsten umuligt for den dengang 25-årige kandidat at komme i Folketinget.

Men i stedet for at droppe drømmene om Christiansborg fortsatte han valgkampen efter valget. Siden september 2011 har han ført en mere og mere intens valgkamp. I tre et halvt år har han arbejdet for, at han efter den 18. juni kan kalde sig folketingsmedlem.

- Det er et liv, hvor man får nogle glæder. Men det er også et liv, hvor man ser for lidt fodbold med venner og er på for få ture med konen, siger han til TV SYD.

Ved valget om få dage der bliver det afgjort om de næsten fire års målrettet arbejde mod Christiansborg ender med en succes.

- Det har været spændende, lærerigt og til tider rigtigt hårdt. Men uanset udfaldet torsdag, så vil jeg ikke bytte det ud for noget, siger Christian Rabjerg Madsen til TV SYD.