Danmarks rigeste har bygget formuen op fra bunden

Innovative erhvervsfolk har klaret sig igennem den økonomiske krise og dominerer rigmandsliste.

Toppen af listen over landets mest velhavende erhvervsfolk er igen i år domineret af solide familievirksomheder som Lego, Bestseller, Danfoss, Coloplast og Ecco.

Det viser Berlingske Business Magasins liste over de 100 danskere, der har fleste penge på kontoen.

Lego-familien er stadig Danmarks rigeste. Mest iøjnefaldende er det dog, at 61 af de danskere med den tykkeste pengepung har bygget deres formue op fra bunden.

13 af de nyeste på listen er iværksættere, som har vokset sig store. Blandt andet Lennart Lajboschitz med butikskæden Tiger samt Nina og Hans Rye fra tøjkæden Masai.

Flere eksperter peger på, at det er de mest hårdføre og innovative personer, der befinder sig på rigmandslisten efter den hårde økonomisk krise.

- Krisen tager de svage, og de, der står tilbage, er alt andet lige sundere. For at klare sig godt gennem en hård krise kræver det, at man kan mestre flere ting på én gang. Det kræver omstilling, effektivisering og større fokus på innovation - og det skal gå stærkt.

- Det er kun få, der kan klare det, og derfor det kun de bedste, der står tilbage på den anden side af krisen, siger Torben Bager, professor og direktør for Idea Entrepreneurship Center, til Berlingske.

Særligt erhvervsfolk fra bygge- og ejendomsbranchen er røget ud af listen over de seneste år. Det er der en særlig grund til, forklarer erhvervshistoriker Per Boje ved Center for Industri og Erhvervshistorie:

- De, der klarer sig, er dem, der kan imødekomme de nye behov og gøre det bedre end konkurrenterne. Virksomhederne i byggesektoren har haft det vanskeligt, da det typisk er en massevare, hvor det kan være svært at skille sig ud.

- I ejendomssektoren har det heller ikke handlet om at være bedre end konkurrenten, for før krisen var der så meget plads, at der var plads til dem alle sammen, siger Per Boje til Berlingske.