Danmarksmester binder Valentinesblomster

Valentinsdag er lige rundt om hjørnet. Det giver travlhed i Fredericia, hvor danmarksmesteren i blomsterbinderi forbereder buketter til den store blomsterdag.

Når det lørdag er Valentinsdag, så bliver der travlhed hos landets blomsterforretninger. Mænd strømmer til for at købe roser og buketter til deres koner og kærester. Og det giver travlhed op til dagen.

Hos Iris Blomster i Fredericia har de ikke bare travlt. De har også en danmarksmester til at få styr på blomsterne til den store romantik-dag.

Kristine Gudiksen er for nylig udnævnt til danmarksmester i blomsterbinderi. Og det er de stolte af i butikken.

- Det er selvfølgelig en stor ting for os, siger Lene Møller Christiansen fra Iris Blomster.

I Fredericia har de fredag dagen fyldt op med forberedelser til Valentinsdag lørdag.

- Vi har sindssygt travlt. Vi har en stor bunke ordrer, der skal være klar til i morgen, og så skal vi have lavet en masse ekstra buketter, så vi har nok til dem, der ikke har bestilt i forvejen, siger Lene Møller Christiansen.

 

Valentinsdag

Fejres 14. februar og er kendt som "de elskendes helligdag". På denne
dag udveksler par kort, blomster, chokolade eller andre former for
kærlige gaver.

Valentinsdag er i moderne tid blevet sat i forbindelse med den gamle
romerske højtid Lupercalia, men ikke alle forskere er dog enige i dette.
Festivalen Lupercalia blev afholdt den 15. februar til ære for en af de
romerske guder, Lupercus, og en række ritualer, som skulle sikre
frugtbarhed, var et vigtigt element i festen.

Afholdelse af Valentinsdag i Danmark er en forholdsvis ny tradition. I
Finland, hvor dagen har været fejret siden 1989, er det den næstvigtigste
sæson for afsendelse af postkort med 5-5½ mio. valentinskort.

USA må siges at være foregangsland for helligdagen. Der sendes hvert år 192 millioner valentinskort.