TV der bevæger dig

Dannevirke og Hedeby bliver international kulturarv

Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Det danske mindretal i Sydslesvig er begejstret over afgørelsen, der blev truffet ved et møde i Bahrain.

Vikingebyen Hedeby og det historiske voldsanlæg Dannevirke i Nordtyskland blev lørdag optaget på Unesco-verdensarvslisten.

Dette besluttede Unesco på et møde i Bahrains hovedstad, Manama, skriver dpa.

Med beslutningen ligger der i dag 43 Unesco-verdensarvsliste-monumenter i Tyskland. Den tyske Unesco-chef, Maria Böhmer, siger til dpa, at dette er frugten af 14 års arbejde.

Dannevirke anses for at være det mest kendte forhistoriske forsvarsværk, hvis historie strækker sig fra jernalderen til 1864. Det består af omkring 30 kilometer vold fordelt på en række forgreninger, der tilsammen spærrer Jylland af på det smalleste sted.

Vores Danevirke Museum har sammen med de tyske partnere lagt meget sved og hjerteblod i projektet og i dag har vi kunnet høste

Jon Hardon Hansen, formand for Sydslesvigsk Forening (SSF)

Det danske mindretal i Sydslesvig, der har været med i ansøgningen via dets ”Danevirke Museum”, er også begejstret over afgørelsen.

- Dannevirke er et af Danmarkshistoriens stærkeste nationale symboler og Nordeuropas største fortidsminde. Det er den dag i dag noget helt særligt for os danske, siger en særdeles glad formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), Jon Hardon Hansen.

- Vores Danevirke Museum har sammen med de tyske partnere lagt meget sved og hjerteblod i projektet og i dag har vi kunnet høste, tilføjer han.

Han påpeger, at SSF som mindretallets kulturelle hovedorganisation allerede i dag er med til at bevare, pleje og fortælle om voldanlægget.

Organisationen driver Danevirke Museum, hvor gæster serviceres på både dansk og tysk. 

Det danske mindretal vil nu sammen med tyske og danske partnere se på, hvordan vi kan bruge verdensarven som løftestang til at udforske anlægget bedre, udvide den arkæologiske park og udvikle en endnu bedre præsentation af Dannevirke.

I første omgang håber Jon Hardon Hansen på, at endnu flere mennesker fra Danmark og Tyskland nu vil få øjnene op for Dannevirkes spændende historiske betydning og vikingebyen Hedeby (Haithabu).

Læs også De har ventet i 10 år på UNESCO’s blå stempel

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden