Dansk Byggeri frygter 1.200 fyringer

BoligJob-ordningen, der har givet danskerne fradrag på håndværkerregninger, forsvinder. Dansk Byggeri frygter, at det kommer til at koste 1.200 fyringer i Region Syddanmark.

I Haderslev ligger Reinold Jørgensens Tømrer- og Snedkerforretning. Her har BoligJob-ordningen, der giver danskerne fradrag på håndværkerregningen, haft stor betydning for hans virksomhed. Nu vil Regeringen og Venstre afskaffe ordningen fra nytår.

- BoligJob-ordningen gør en stor forskel. Jeg har to til tre personer ansat, som primært laver opgaver i forbindelse med BoligJob-ordningen, og jeg er bange for, at jeg ikke har arbejde til dem efter nytår. I forvejen er vinter og forår en stille periode, så derfor er det ekstra kritisk, at den stopper lige der, siger Bo Beck Jørgensen.

Dansk Byggeris egne beregninger viser, at der er 1.200 arbejdspladser på spil i Region Syddanmark.

- Det kommer til at gøre ondt på mange små og mellemstore håndværkervirksomheder her i Sydjylland, når ordningen forsvinder. Deres arbejdsopgaver ude hos de private boligejere afhænger ofte af BoligJob-ordningens fradrag, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.

 

Fakta:


En halv million danskere har hvert år gjort brug af ordningens mulighed for at få et skattefradrag på op mod 15.000 kroner på håndværkerregningen pr. person over 18 år i husstanden.