Dansk Folkeparti vil i regering ved næste valg

Formanden for Dansk Folkeparti sigter efter ministerposter ved næste folketingsvalg.

Kristian Thulesen Dahl (DF) er træt af at kigge med fra sidelinjen. Efter næste folketingsvalg vil han og Dansk Folkeparti være med, hvor tingene sker. De vil være med i regeringen.

Men som enhver anden politiker har Thulesen Dahl nogle forbehold. Hvis Dansk Folkeparti skal i regering, så kræver det også, at partiet har samme opbakning fra befolkningen, som det har nu.

- Næste valg, hvis vi har den opbakning fra danskerne, som vi har nu, så er det naturligt, at de skal kunne forvente, at vi går efter at komme med i en regering og styre landet derfra, siger Kristian Thulesen Dahl til TV SYD.

Men selvom Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti sigter efter mandater og ministerposter, så skal vælgerne ikke regne med at se politikeren fra Thyregod som statsminister.

- Jeg vil jo hellere give en anden statsministerposten, hvis jeg så får større politisk indflydelse, siger Kristian Thulesen Dahl til TV SYD.

Syd- og Sønderjylland er som bekendt Dansk Folkepartis højborg. Det er her, partiet trækker rigtig mange stemmer. Og de mange medlemmer af Dansk Folkeparti er begejstrede over udsigten til, at partiet nu vil bruge sin vælgertilslutning til at komme med i regeringen efter næste valg.

- Det er en fantastisk ide. Vores vælgere mener det. Det kræver naturligvis at vi kan få et regeringsgrundlang på plads – og det bliver svært. Men vi skal søge at få så meget indflydelse som muligt. Og det får man på de øverste taburetter, siger Lokalformand i Fredericia, Karsten Byrgesen, til TV SYD

- Det ser jeg positivt på og er glad for udmeldingen. Vi har jo en størrelse nu der betyder at vi er et vigtigt parti i Folketinget, og vi er også klar til at sluge kameler og indgå kompromisser, siger Tønders lokalformand, Jan Voss Hansen, til TV SYD.

Ved folketingsvalget for i 2015 forhandlede Dansk Folkeparti og Venstre om et regeringsgrundlag. Men Thulesen Dahl og resten af DF endte dengang med at afvise en plads i regeringen.