Dansk mindretal går med i regering i Slesvig-Holsten

Den danske mindretal i Slesvig-Holsten indgik søndag formelt aftale om at gå i regering med De Grønne og Socialdemokraterne.

Det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), er blevet enige med Socialdemokraterne i SPD og Miljøpartiet De Grønne om at danne regering i Slesvig-Holsten.

Aftalen var ventet og regeringsgrundlaget blev endelig færdigforhandlet søndag aften mellem de tre partiers forhandlingsdelegationer i Kiel.

Aftalen er kommet i hus en måned efter delstatsvalget i Slesvig-Holsten, hvor SSV fik tre mandater. De viste sig afgørende for, om højre- eller venstrefløjen i den nordtyske delstat skulle danne regering.

Regeringsgrundlaget blev vedtaget enstemmigt af de tre delegationer, og aftalen skal nu godkendes af de tre partiers bagland. Det ventes at ske lørdag.

Ministerpræsident i Slesvig-Holsten bliver socialdemokraten Torsten Albig. SSV's gruppeformand, den 64-årige Anke Spoorendonk, bliver kultur- og justitsminister. Desuden får hun ansvar for europæiske anliggender.

En afgørende forudsætning for, at SSV går med i regeringen er, at SPD og De Grønne er gået med til, at danske og tyske skoler i Slesvig-Hosten bliver ligestillet, hvad angår bevillinger.

Den foregående konservative regering med forbundskansler Angela Merkels kristelige demokratiske CDU i spidsen reducerede de danske skolers tilskud, så de kun fik 85 procent af de tyske skoler.

De tre partier har en mandats flertal over CDU, det liberal FDP og Piratpartiet i Landdagen i Kiel.

Det er første gang, at det danske mindretal går med i en regering i Slesvig-Holsten.

Den ny delstatsregering står over for svære økonomiske problemer, og den bliver tvunget til offentlige besparelser. Men i modsætning til den afgående konservative regering, vil den ny regering også satse offensivt med investeringer i fremadrettede projekter.