Dansk og tysk politi skal arbejde sammen

Der skal være bedre samarbejde mellem dansk og tysk politi. Derfor mødes en dansk og to tyske ministre tirsdag i Padborg, hvor de vil præsentere og iværksætte et historisk nyt samarbejde mellem danske og tyske politimyndigheder.

I området ved den dansk-tysk grænse i Sønderjylland vil danske og tyske politifolk fremover arbejde meget tættere sammen.

Tirsdag skydes et dansk/tysk politisamarbejde i gang. Det bliver i form af et pilotprojekt om fælles patruljering. Det oplyste Justitsministeriet fredag i et svar til Folketingets retsudvalg.

Spørgsmålet om fælles politipatruljering i grænseområdet har i nogen tid været drøftet mellem danske og tyske myndigheder, fremgår det af svaret til Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Detaljerne i projektet er ikke offentliggjort endnu, men de vil blive præsenteret på et pressemøde i Padborg tirsdag.

Her deltager ud over danske og tyske politichefer den danske justitsminister Karen Hækkerup (S), indenrigsministeren i Schleswig-Holstein, Andreas Bretner og Dr. Ole Schröder fra Indenrigsministeriet i Berlin.

Der er tale om et "historisk nyt samarbejde mellem danske og tyske politimyndigheder," hedder det i en pressemeddelelse. Det er den såkaldte Prüm-aftale, en traktat om grænseoverskridende samarbejde mellem forskellige EU-landes politistyrker, som baner vejen for de fælles patruljer.

Formålet med aftalen er en bedre bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme.