TV der bevæger dig

”Det er sgu godt gået”: Dansk stolthed over tysk mesterskab til Flensburg-Handewitt

Anders Zachariassen fra Sønderborg var med på holdet, da Flensburg-Handewitt søndag for andet år i træk vandt det tyske mesterskab. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen

Tysk mesterskab til Flensburg-Handewitt for andet år i træk får chefredaktør i Flensborg til at juble

Det er tredje gang på et år, den sønderjyske stregspiller, Anders Zachariassen, kan kalde sig ”mester”. For et år siden tysk mester. I januar verdensmester med det danske håndboldlandshold – og nu igen tysk mester sammen med det tyske bundesligahold i håndbold, Flensburg-Handewitt.

Søndag eftermiddag slog Flensburg-Handewitt Bergischer HC på udebane i Düsseldorf. Med resultatet 27-24 sikrede det sydslesvigske hold sig endnu en sæson som tyske mestre efter en – ifølge chefredaktør på det danske mindretals avis, Flensborg Avis, Jørgen Møllekær – helt forrygende sæson:

Det, der er det fede ved det her hold, er, at det er det her skandinavisk-tyske hold med nogle fantastiske danske, svenske, norske og tyske spillere, så det samler os på kryds og tværs af grænsen.

Jørgen Møllekær, chefredaktør, Flensborg Avis

- Holdet har ført Bundesligaen fra først til sidst. 32 af 34 kampe har de vundet denne sæson. Først i marts måned tabte holdet et par af sine kampe på vej mod mesterskabet. Det er sgu godt gået! siger Jørgen Møllekær efter sejren til TV SYD.

Ifølge Jørgen Møllekær betyder det noget særligt, at holdet fra Flensborg igen kan stille sig øverst på podiet. Det er nemlig ikke det hold i bundesligaen, der har flest penge. Men de har noget andet, som ifølge Jørgen Møllekær kan noget særligt.

- Man kan diskutere, hvor vigtig eller uvigtig sport er, men det, sport kan, er jo at samle.

Det, der er det fede ved det her hold, er, at det er det her skandinavisk-tyske hold med nogle fantastiske danske, svenske, norske og tyske spillere, så det samler os på kryds og tværs – også på kryds og tværs af grænsen, siger Jørgen Møllekær.

Og når det så lykkes for andet år i træk, så bliver man sgu lidt stolt over, hvad man kan, når man puljer kræfterne,

Jørgen Møllekær, chefredaktør, Flensborg Avis

Stor dansk opbakning

Jørgen Møllekær peger på den massive opbakning, der er til holdet på tværs af grænsen. Når holdet spiller i Flensborg – med danske profiler som Lasse Svan, Anders Zachariassen og Rasmus Lauge på holdet – kommer der mindst 1.000 danske tilskuere for at bakke op.

- Og når det så lykkes for andet år i træk, så bliver man sgu lidt stolt over, hvad man kan, når man puljer kræfterne, siger Jørgen Møllekær.

- Det er måske lidt højtravende at sammenligne det med andre dele af samfundslivet, men det er jo et rigtig godt eksempel på, hvad det betyder, at den her tyske klub for 20-25 år siden besluttede sig for at lave et blandet tysk-skandinavisk hold. Så bliver det lidt større, siger Jørgen Møllekær til TV SYD.

Stolt familie

Flensburg-Handewitt-spilleren, Anders Zachariassen, kommer fra den sønderjyske klub Vidar-Ulkebøl, og hjemme i Sønderborg sad familien – mor, far, storebror og storesøster og deres kærester klar foran TV’et,

da kampen gik i gang søndag eftermiddag.

Vi er alle sammen samlet, og vi er ovenud lykkelige og stolte.

Lone Zachariassen, Sønderborg

- Det er jo fantastisk, siger Lone Zachariassen, som er Anders Zachariassens mor, til TV SYD efter kampen.

- Vi er alle sammen samlet, og vi er ovenud lykkelige og stolte over det resultat, Anders har været med til at skaffe, siger den glade mor til TV SYD.

Flensburg-Handewitt-holdet flyver efter kampen til Sønderborg og køres derfra i bus til Flensborg, hvor de hyldes for mesterskabet klokken 22 søndag aften.

 


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App