Dansk togafsporing kostede 100 millioner kroner i Sverige

Regningen for de afsporede godstog, der i slutningen af november sidste år ødelagde syv kilometer jernbanespor mellem Vamdrup og Vojens, blev betalt med millioner af svenske kroner. Det skriver DR Syd.

En femtedel af den svenske eksport går via den sønderjyske jernbanerute, der var ude af drift i 17 dage.

- Så det er en meget stor del, og det er en meget vigtig strækning for Sverige, siger Per Bondemark, der er formand for Näringslivets Transportråd.

Afsporingen krævede midlertidigt alternative ruter og gav derfor ekstra transportomkostninger, der løb op over 100 millioner svenske kroner. Derudover blev produkter og varer for over 2 milliarder svenske kroner forsinket.

Til foråret begynder Banedanmark udbygningen af et ekstra jernbanespor på strækningen mellem netop Vamdrup og Vojens.

Tinglev mangler

Dermed bliver hele ruten mellem Fredericia og Tinglev dobbeltsporet, men det er ikke optimalt, at udvidelsen ikke fortsætter syd for Tinglev, mener branchedirektør i Dansk Industri, Michael Svane.

- Vi foretrækker jo selvfølgelig dobbeltspor hele vejen, og ikke kun på den strækning, man udbygger. På motorvejene taler vi om det dobbelte h, og der kigger vi også på banesiden, om vi kan få en udbygning af vores baneinfrastruktur, som gør, at vi også har flere transportveje at gøre godt med, hvis eller uheldet skulle være ude, siger han til DR Syd.

I Sverige er transportråds-formand, Per Bondemark, enig.

- Det er vigtigt, at sporet bliver udbygget hele vejen. Det er rigtigt godt, at man nu udbygger, men for at det skal få fuld effekt, så må man udbygge hele vejen, fastslår Per Bondemark.

Reparationen af de syv kilometer ødelagte jernbanespor kostede desuden 21,1 millioner kroner, oplyser Banedanmark.